Lam i karry

Beskrivelse

De normale danske karryretter f.eks. høne i ris og karry eller boller i karry er lavet som opbagt sovs med noget karrypulver i. En inder ville ikke kunne forstå, hvad det mærkelige sovs er. Her har vi en opskrift på en dansk karryret stærkt inspireret af det indiske køkken. Retten er billig. Kødet er ikke det dyre af lammet.

Opskrift til 4 personer

Køb et lammebryst. Skær ribbenene fra og kom dem i en gryde med lidt vand, og lad det småkoge, mens du tilbereder selve retten. Hak to løg, som kommes i en stegegryde med olivenolie. Imens løgene stille simrer klare, skæres kødet i halvstore tern. Du skal ikke skære fedtet fra. Der skrues op for varmen og kødet kommer i gryden og forsteger med omrøring i ca. 5 minutter. Nu kommer det vigtigste: karry'en. Men du må ikke bruge karrypulver, men "Hot Curry Paste". Denne karry-pasta kan købes i specialforretninger og velassocierede supermarkeder. Du kommer to spiseskeer med top i gryden samt indholdet af en lille dåse koncentreret tomatpure i gryden. Søg for hele tiden at omrøre. Tilsæt salt. Efter nogle minutter tilføres et par deciliter suppe fra gryden med ribbenene, og der skrues ned for varmen. Under omrøring tilsættes 1/4 liter 18% Creme Fraiche. Efter at det stille og roligt med af og til omrøringer har hygget sig i ca. 20 minutter, sættes risene over. Retten er så færdig, når risene er færdig. Hvis mængden af karrysovsen har skrumpet lidt, tilsættes yderligere lidt suppe fra gryden med ribbenene.

 

Ingredienser

2 løg

Olivenolie

Lammebryst

2 spiseskeer Hot Curry Paste (karry-pasta)

Koncentreret tomatpure

Salt

Suppe

18% Creme Fraiche

 

Tilbehør:

Ris

 

Tilbage til siden Opskrifter